Styrelsen for Patientsikkerhed: Topkarakter til Langagergård

Målrettet arbejde, systematik og ordentlighed har endnu engang lønnet sig. Langagergård Plejecenter har fået topkarakter i en tilsynsrapport, som Styrelsen for Patientsikkerhed har lavet. Det er et lille nøk opad siden 2015, hvor plejecentret havnede i den næstbedste kategori.

 Langagergård Plejecenter, vinter 2019/2020

I disse dage er smilet ekstra stort hos Annette Jellesmark, der er Kvalitetschef i Forenede Care. Og det er der god grund til. Langagergård Plejecenter i Karlslunde har haft besøg af Styrelsen for Patientsikkerhed, som har kvitteret med en tilsynsrapport helt uden anmærkninger. Konkret betyder det, at plejecentret lever op til alle lovgivningens krav til patientsikkerhed.  ”Rapporten bekræfter, at vi har nogle dygtige og kompetente medarbejdere, og at beboerne på Langagergård er i trygge rammer,” siger Annette Jellesmark og fortsætter: 

”Jeg er både stolt og meget tilfreds over resultatet. Vi bliver målt på rigtig mange parametre, så det er superflot, at vi er landet i den bedste kategori”. Hun tilføjer, at Styrelsen for Patientsikkerhed opererer med en skala, der har fire kategorier, hvor kategori et, som Langagergård Plejecenter er kommet i, er den bedste. I 2015 kom Langagergård i kategori to.

Som at skulle til eksamen
Også hos Louise Skotte Wesselhoff, der er centerchef på Langagergård, er glæden stor. Siden centrets åbning i 2012 har hun arbejdet målrettet på at lande i kategori et:

”Det er en kæmpe forløsning endelig at nå hertil og få en rapport helt uden kommentarer eller forslag til forbedringer. Det er resultatet af målrettet arbejde fra os alle, og det er vi selvfølgelig utroligt stolte af,” siger Louise Skotte Wesselhoff. Hun understreger, at en del af succesen går gennem ny organisering, et skærpet fokus på kvalitet, og på at udfylde patientjournaler grundigt og detaljeret til gavn for både beboere og personale.

”Systematik og stædighed er helt klart nogle af nøgleordene i vores arbejde og grunden til, at vi er nået hertil, ” siger centerchefen og fortæller, at hun og kollegaerne var spændte og lidt nervøse, da de fik meldingen om, at det var tid til et tilsyn.

”Det er jo lidt som at skulle til eksamen. Vi får én chance for at vise omverden, at vi gør det godt,” siger Louise Skotte Wesselhoff.

Glad for tilsynene
Annette Jellesmark nikker genkendende til, at det kan føles som at skulle til eksamen, når Styrelsen for Patientsikkerhed kommer på visit. Hun fortæller, at plejecentret bliver vurderet på 14 forskellige målepunkter, og at medarbejderne hver især interviewes.
Men selvom tilsynene for nogle fremkalder svedige håndflader og associationer til det grønne bord, er Annette Jellesmark alligevel glad for, at de er der:

”Vi er altid glade for tilsynene. De giver anledning til gode faglige drøftelser, som øger kvaliteten af vores arbejde – og de hjælper os til at identificere de områder, vi kan forbedre endnu mere fremover til gavn for både beboere og medarbejdere,” siger hun.

 

Om tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed

Plejecentre i Danmark er underlagt forskellige tilsyn, hvoraf tilsynet på Langagergård Plejecenter var et af slagsen.Styrelsen for Patientsikkerhed kommer enten på besøg, når de oplever, at der er behov for det, eller hvis man som plejecenter bliver tilfældigt udvalgt. Langagergård var tilfældigt udvalgt og klarede det hele til topkarakter.  

Louise Wesselhoff

Centerchef på Langagergård Plejecenter

Kontakt ledelsen

Kvalitet i Forenede Care

Har du spørgsmål til kvalitetsarbejdet hos Forenede Care, er du velkommen til at kontakte kvalitetschef, Annette Jellesmark:
Tlf. nr. 21 51 30 64

Send mail